A/N: Dette er en lille novelle, jeg skrev til min terminsprøve i . Dem, der har været til afgangsprøve i 2011 vil kunne genkende den fra opgavebeskrivelsen. Nyd den!:)

Flystyrtet

Det var en smuk vinterformiddag. Sneen faldt i store fnug, der jagtede hinanden som små, legesyge vattotter. Jorden virkede til at fare afsted under os med sine gårde med snespækkede stråtage, tilfrosne søer og togbaner. Alt var roligt, og der herskede en helt speciel fred, den slags fred, man oplever en tidlig søndag morgen, når man er den eneste, der er stået op. Det er noget af det, jeg nyder mest ved lange togture og flyveture; Man har tid til bare at betragte landskaberne og sidde i fred med sine egne tanker. Det er derfor, jeg altid vil sidde ved vinduet. Der er garanteret mange, der ville synes, det var dødkedeligt, men jeg værner om disse øjeblikke. Disse øjeblikke, hvor der ikke kræves noget af en, man kan bare blive væk i sine tanker.

Jeg var på vej over til min bedstemor, der boede i Stockholm. Mine forældre havde sat mig på flyveren med strenge ordrer om, at jeg skulle ringe til dem, så snart jeg havde fundet Bedste i lufthavnen – og også hvis jeg ikke kunne finde hende. Hvis ikke det var fordi, Bedste havde lovet højt og helligt, at hun ville være der en halv time før min ankomst og tage imod mig i samme øjeblik, jeg trådte ud af flyveren, var jeg sikker på, mine forældre ville være taget med hele vejen, bare for at sørge for, at der "ikke skulle ske mig noget". Jeg havde rullet med øjnene og fortalt dem, at jeg altså næsten var femten år gammel, og at jeg da sagtens kunne klare sådan en lille flyvetur.

Jeg glædede mig usigeligt til at se Bedste; jeg er simpelthen så glad for hende. Hun når mig knapt nok til skulderen, og det driller jeg hende venskabeligt med. Hendes dejlige hvide hår når hende til skuldrene og får hende til at se så vis ud, og så laver hun de bedste frikadeller i verden–

En højlydt snorken afbrød mine tanker. Jeg kiggede lidt irriteret på min sidemand, en ældre herre med et vældigt overskæg og en vom, der sagde spar to. Okay, man plejer at have fred til sine tanker på sådan en tur. Hvis det nu havde været min bedstefar, så ville jeg have prikket til ham, indtil han vågnede, og sagt: "Nøj, hvor du snorker. Kunne du ikke lige lægge dig om på siden?". Men nu kendte jeg ham jo overhovedet ikke, så jeg gjorde mit bedste for at ignorere det. Jeg reciterede sangtekster inde i hovedet, men så kunne jeg ikke huske mere, og hans snorken borede sig ind i mine tanker som en boremaskine. Der er to slags snorken, efter min mening: Den hyggelige slags, man sagtens kan ignorere, ja endda falde i søvn til, og så er der den insisterende slags, der fastholder ens opmærksomhed, så man slet ikke kan tænke på andet. Den digre herres snorken var helt klart af den sidstnævnte slags.

Jeg besluttede mig for at prøve en anden metode. Jeg dykkede ned i min taske og tog den bog, jeg var ved at læse ("Hobitten") op af min rygsæk. Det virkede, til dels. Det lykkedes mig at lukke lyden ude, mens Bilbo sad på ryggen af en ørn og drømte om et varmt bad og morgenmad på terrassen, men så gav min sidemand et gevaldigt snork fra sig og gik derefter tilbage til sin sædvanlige rytme. Jeg fik en pludselig trang til at tæve ham sønder og sammen med min bog. Jeg kunne lige se det for mig: Mig med et snerrende vredt og næsten manisk ansigtsudtryk, der holdt på bogen med begge hænder og slog den ned mod ham igen og igen, imens den stakkels mand forsøgte at beskytte hovedet med sine tykke arme. Men jeg havde på fornemmelsen, at stewarderne ville komme og, om ikke arrestere mig, så i hvert fald spørge mig, hvad der gik af mig. Og på en eller anden måde tror jeg ikke, de ville acceptere "men han snorkede!" som en god undskyldning.

Næsten som om han havde læst mine voldstanker, vågnede han med et grynt, der ville gøre enhver gris grøn af misundelse. Efter at have rystet sig lidt for at få gang i kadaveret, rejste han sig med møge og besvær og sjokkede hen mod toiletterne. Jeg sank ned i sædet med et veltilfredst suk og lukkede øjnene.

Efter et lille minut kom en smilende stewardesse kørende med en vogn med forfriskninger og spurgte, om hun kunne friste med noget. Jeg trængte faktisk virkelig til en pose chips, og det skulle jeg lige til at fortælle hende, da flyet rystede voldsomt. Kaffekopperne på vognen klirrede faretruende, og stewardessen måtte støtte sig til et sæde. Jeg stillede mig op for at tage fat i stewardessens vogn, så den ikke kørte fra hende. Alle passagererne kiggede på hinanden og begyndte at tale om, hvad det mon kunne være, der var sket. Nogle sagde, at det var motoren, der var ved at svigte, mens andre påstod, at det ikke var noget særligt, og at det ikke var noget at bekymre sig over. Da lød de tre toner, der indikerede, at piloten havde en besked, og alle tav.

"Ja, det er piloten. Jeg må meddele jer, at vi har et begyndende motorsvigt, og at vi forbereder en nødlanding. Vær venlige at sætte jer ned og spænde sikkerhedsselerne. Bare hold hovederne kolde, og lad være med at gå i panik." Næsten som om det var aftalt på forhånd, gik alle i panik i samme øjeblik, han havde sagt det, og jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg var en af dem. Jeg tænkte, Shit, det er lige præcis det her, man hører om i nyhederne. Bæ, bæ, bæ! Og jeg sagde til mor og far, at der ikke ville ske noget! Nej, nej, nej! Ja, undskyld mit sprog, men jeg har ikke så mange filtre, når jeg først er gået i panik.

Jeg kunne se røgen hobe sig op udenfor vinduerne, så jeg kunne ikke se ud, men jeg kunne mærke, at vi fløj nedad, og det i en fart. Med et så jeg farverne meget mere klart. De blå sæder lyste næsten, de grønne tæpper så næsten giftige ud, og de hvide lysstofrør skar i øjnene. Det sortnede for mine øjne, og min balance virkede til at løbe sin vej. Det lykkedes mig at tumle ned i mit sæde og fumlende spænde sikkerhedsselen. Da var det, det for alvor gik op for mig, at jeg måske ikke ville slippe levende fra det her. Pludselig virkede min tidligere irritation over den gamle tykke mand meningsløs. Ubetydelig. Ned og ned faldt vi. Vi måtte være tæt på jorden nu, tænkte jeg. Jeg kneb øjnene sammen og ventede på det uundgåelige.

KRASJ!

Det gav et mægtigt ryk i flyet, og så begyndte mørket at snige sig ind på mig. Nu er det forbi, tænkte jeg. Og så i en alder af fjorten år...

Da jeg kom til mig selv, sad jeg stadig i sædet, og en kold brise blæste mig i ansigtet. Hvad i... tænkte jeg og åbnede det ene øje på klem. Jeg kunne ikke helt forstå, hvad jeg så. Jeg åbnede også det andet øje. Jeg kunne næsten ikke tro det. Flyet var gået i to stykker, som en spegepølse, der er blevet skåret midt over. Nej, tre, men jeg kunne ikke se det andet brud før jeg vendte mig om i sædet. Der var en, der rømmede sig. Jeg vendte mig mod lyden og så den gamle tykke herre se bekymret på mig.

"Er du kommet noget til?" spurgte han. Jeg mærkede efter. Jeg havde fået et slemt chok, men jeg var heldigvis ikke kommet til skade. Jeg rystede tavst på hovedet. Han smilede til mig og klappede mig på skulderen.

"Der er allerede slået alarm, og redningsfolkene er på vej," beroligede han mig. Jeg nikkede. Efter et øjebliks tavshed rømmede jeg mig for at få slimen ud af halsen.

"Hvad med dig? Er du også okay?" spurgte jeg ham. Han smilede lidt og nikkede. Så lagde jeg hovedet tilbage og lukkede øjnene. Jeg husker kun lidt af de efterfølgende timer. Jeg tror, det var min hjerne, der bevidst slører chokkerende oplevelser. Jeg husker kun at blive trukket ud af flyet af en venlig mand i rød uniform og at få at vide, at alle var sluppet godt fra ulykken. Jeg husker, at jeg blev kørt til Stockholm, hvor Bedste stod og ventede på mig, jeg husker hendes varme favn og vores lettelsens tårer, der vådtede både hendes og min trøje. Jeg husker mine forældres forfjamskede stemmer i telefonen, jeg husker at have bedt bedste om at snakke med dem for mig. Men allerbedst husker jeg duften af den varme kamillethe, Bedste havde stillet frem til mig, og fornemmelsen af den varme seng, hun havde redt til mig. Jeg husker duften af Bedste, der fyldte min næse, da jeg faldt i en lettet søvn.