Således fortsatte Mischas vandring, hun gik gennem den smukkeste skov hun nogen sinde havde set, Fionas skov havde været pæn, men denne her slog alt, og den strakte sig milevidt på bjerget. Overalt omkring hende var der tegn på foråret.

Desværre vidste Mischa at hun ikke kunne nyde skønheden for evigt. for hun vidste jo at dette land var under Den mørke fyrstes magt. Så Mischa skyndte sig videre, men lage alligevel mærke til den storslåede natur omkring sig! De kæmpestore statelige træer rakte stolte mod himlen mens den blødeste mos dækkede jorden og gjorde alt tyst, men alt dette blev overgået af fuglene der sang så lystigt at Mischas hjerte blev varmt ved tanken, de var frie, hun var fri og en dag skulle alle slaverne også blive frie.

En dag mens hun således gik rundt i sine egne tanker så hun en mand komme gående gennem skoven, Mischa kunne høre at han havde en brynje på under sit tøj, og kom i tanke om den oprørs hær Alice havde fortalt om.

"Hey! Vent. Jeg kan slås!"

"Er du sikker? Du ser mig lidt skrøbelig ud!"

"Ja! Det gør jeg måske! Men du ved jo nok at man ikke skal skue hunden på hårene."

"Det har du helt ret i! Det der er en indstilling jeg kan lide! Hvad hedder du knægt?"

Ups! Det havde hun ikke lige tænkt over. Ville han mon stole på hende hvis han vidste at hun var en pige? Mischa var ikke i sinds at tage nogle chancer.

"Øøøh… mit navn er Michael."

Da de havde gået et stykke tid kom de til en teltlejr hvor de vrimlede med drenge på Mischas alder. De havde alle travlt med et eller andet, nogle så våbnene efter, nogle fodrede hestene og atter andre var i fuldt sving med at træne i de mange færdigheder man skulle bruge som soldat.

"Stil dig hen i rækken hvor de øver bueskydning. Når du er ny starter vi med at finde ud af hvad for et våben du er bedst med." Mischa gjorde som manden sagde, hun var glad for at det var noget hun var god til for hun hadede at blive til grin. Det var en ting hun stadigvæk ikke kunne udstå. For når en af slaverne gjorde noget dumt blev vedkommende tvunget til at stile sig ind midt i landsbyen og mens man stod der kastede Herren og hans kumpaner rådne frugter efter dem. Nogle gange gjorde de det bare fordi de have lyst. Og de kunne altid påstå at Mischa have gjort et eller andet dumt. De holdt sig nemlig ikke for gode til at lyve hvis de trængte til at more sig.

"Så er det din tur." En ung dreng rakte hende en bue og en pil. "Du skal ramme så tæt på midten som muligt."

Hvad? Tænkte Mischa, bevæger målet sig ikke engang? Det bliver jo let. Hun løftede buen og spændte den, to sekunder senere sad der en pil og dirrede lige i midten af skiven.

"Så I det alle sammen? Michael var bedst!" manden der havde hentet hende så fuldstændig perpleks ud i hovedet.

"Hvordan bar du dig dog ad med det? Du sigtede jo knap nok."

"Årh. Det var ikke noget!" Mischa var lidt flov over alt den ros for hun tænkte jo på sit første forsøg med en bue.

"Jeg ved snart ikke om det er nødvendigt for dig at vise dine færdigheder i andre slags våben, men vi har en regel der siger at man skal havde lov til at bruge lige det våben man har lyst til. Så hvis du følger mad mig så kan du komme til at vise dine færdigheder i kamp med sværd og skjold!"

Mischa fulgte med drengen, der havde fortalt hende om reglerne i bueskydning, hen til en flok der stod i en rundkreds afgrænset af nogle sten.

"Har du prøvet at fægte før?"

"Næh! Men en gang skal jo være den første!" Mischa lo ved sig selv, hvordan skulle hun nogensinde have overlevet hvis hun kunne ville gøre ting hun havde prøvet før?

"Ja. Sådan skal det lyde. Vi kan kæmpe mod hinanden. Her, tag dette." han rakte et træ sværd og et træ skjold hen mod Mischa, der ikke kunne lade være med at se lidt skeptisk ud.

"Vi øver aldrig med rigtige våben når vi er nye. Vi kunne jo komme til at såre hinanden"

Mischa og drengen trådte ind i ringen. Den høje mand, som Mischa havde fundet ud af var den øverstkommanderende, stod og så på.

Pyh. Nu må jeg ikke miste besindelsen. Tænkte Mischa. Til drengen råbte hun:

"Er du klar?" Han nikkede mens han stirrede koncentreret på Mischa. Troede han at hun var nem at slå bare fordi hun var ny? Ha! Hun skulle lære ham skulle hun.

Drengen for frem mod Mischa med et hyl som gjaldt det livet, han huggede med en kraft så voldsom at var Mischa ikke sprunget til side i sidste sekund var kampen sikkert blevet afgjort til hans fordel.

"Du har hurtige reflekser! Men det hjælper dig ikke i et rigtigt slag."

Nå så det troede han? Endnu engang tørnede hun og drengen sammen, men denne gang da hun trådte til side for at komme væk fra ham snublede hun over en tot græs og faldt med lige så lang hun var.

Pokkers! Havde det nu været et rigtigt slag havde hendes modstander dræbt hende lige med det samme for hun vidste at Den mørke fyrstes folk ikke havde nogen ære i deres liv overhovedet. De så sig ikke for gode til at dræbe uskyldige kvinder og børn.

Men havde det været et rigtigt slag vidste Mischa at så ville hun i det mindste se sin modstander i øjnene før hun døde. Og ikke dø som en kryster med ansigtet i jorden.

Hun drejede rundt og så drengen stå over sig med løftet sværd. Fandme nej! Hun løftede sit skjold hårdt op mod ham, så han tabte sit sværd. Hun tog det, rejste sig op og lagde det smilende ind mod hans strube.

"Så jeg kunne ikke vinde med hurtighed?" hun så direkte på ham og da opdagede hun noget som nær havde fået hende til at skrige af skræk. Hans ansigt var dækket af de forfærdeligste ar.

"Jo okay! Det kunne du! Jeg hedder for resten Henrik!" Han lo til hende og hun forstod at hun nu havde en ven for første gang i sit liv.

Mischa og Henrik begyndte at gå hen mod teltene da en høj tynd dreng med lyst hår og kolde blå øjne spærrede vejen for dem.

"Jeg syntes bare lige at du skal vide, at selvom du er åh så god til alting, er det altså mig der bestemmer her!" han så på Mischa mens han sagde det og hun skulle lige til at svare igen da Henrik stoppede hende.

"Du skal ikke tage dig af Tage Michael. Sådan er han overfor alle. Han tror han er noget bare fordi han er Jarlens søn." Med de ord vendte Henrik sig om og spyttede foragteligt ned i jorden. Nej, denne Tage var ikke populær blandt nogle af drengene.

Næste morgen blev de alle sammen vækket af at Tage stod oppe på en bakke i nærheden og blæste i et horn. De skyndte sig ud på pladsen og stillede sig op i rækkerne, Mischa var glad for at hun fik en plads lige ved siden af Henrik.

"I dag har vi besluttet at holde en lille fægtedyst. I skal kæmpe mod hinanden to og to og vinderne går hele tiden videre indtil der til sidst kun er to tilbage." Den øverstkommanderende så udover de ivrige ansigter.

"Lad os så komme i gang!"

Mischa vandt uden de største problemer alle sine kampe og stod snart i finalen overfor den høje, tynde Tage. En spændt mumlen bredte sig i flokken, Tage, der troede han var så meget skulle kæmpe mod den nyankomne Michael.

Mischa så direkte ind i Tages kolde blå øjne. Hun så ikke bare stolthed og hovmod, men også noget mere. Var det frygt? Nå! Der var ikke tid til at tænke på den slags ting lige nu. Nu måtte hun kun tænke på at vinde kampen. Desuden vidste hun at hvis hun så ham for længe i øjnene ville hun føle sig sær og sårbar, som om han kunne se lige igennem hende. Se hendes frygt!

"Du ryster nok i bukserne hvad din lille unge?" Tages hånlige smil var ved at drive Mischa til vanvid, men hun ventede til kampen blev blæst i gang. Endelig lød hornet der betød, at nu skulle den sidste kamp i dysten til at begynde. De slog deres sværd så hårdt i mod hinanden som de overhovedet kunne, og fordi de stadig brugte træ sværd splintredes de så de stod tilbage våbenløse, og Den øverst kommanderende måtte skaffe to nye sværd til dem. Denne gang nogle der var lavet af noget mere holdbart træ. For som den Øverstkommanderende sagde; "Ellers løber vi bare tør for trænings sværd!"

"Jeg har altid syntes det var latterligt at vi kun måtte bruge det her latterlige legetøj." Tage prøvede på at virke sej, men Mischa kunne uden problemer spore frygten i hans stemme.

"Det er da heldigt for dig at vi ikke havde rigtige våben. For ellers havde jeg nok slået dig ihjel!"

Sådan tirrede de hinanden mens deres sværd bragede sammen den ene gang efter den anden, uden der kom en afgørelse.

"STOP! KAMPEN ER UAFGJORT! I ER SIMPELTHEN FOR STÆRKE BEGGE TO!" Den øverstkommanderende var kommet løbende da han forstod at ingen af de to duellerende ville indse at ingen af dem var den stærkeste.

"Tage og Michael! Det er ingen skam at få uafgjort i en kamp. I er begge to dygtige." Den øverstkommanderende prøvede forgæves at få de to kæmpende til at sige tillykke til hinanden, men Tage var for selvglad til at ville accepterer udfaldet af kampen og Mischa var blevet så irriteret over Tages opførsel at hun bare ønskede at vinde over ham, ligegyldigt hvad.

Det blev en fantastisk aften, alle drengene var ellevilde over at Tage for en gangs skyld var blevet bragt til tavshed, de udråbte fulde af begejstring Mischa til dagens mand. – Ja! De skulle bare vide!

"Michael." Den øverstkommanderende havde haft sit hyr med at få de overgearede drenge til at gå i seng fordi alle var så meget oppe at køre over at Tage nu endelig havde fået en rigtig udfordrer, men nu lå Mischa og Henrik i deres telt og snakkede.

"Ja. Hvad Henrik?"

"Jeg tænkte på… skulle vi ikke blande blod? Så bliver vi som brødre!" Henriks øjne skinnede i mørket og Mischa forstod, at man kun blandede blod med nogen der virkelig betød noget for en.

"Jo da! Det kan vi godt" hun havde følt et slægtskab med Henrik lige fra det øjeblik han havde rakt hende trænings buen. Som var han en længe savnet bror.

De listede sig forsigtigt ud af teltet og sneg sig hen til et lille vandløb ikke langt derfra. For Henrik fortalte Mischa, at når man blander blod skal blodet dryppe ned i vand som på den måde viser hele verden at man nu vil beskytte hinanden til døden.

Da de var kommet frem stillede de sig på vær sin side af vandløbet og skar et lille snit i begge håndflader, højre for ære og venstre for venskab. Så pressede de hænderne mod hinanden og betragtede det røde blod der langsomt dryppede ned i vandet og blev ført væk.

En gren knækkede og da de kiggede op så de Tage liste sig væk.

"Kom, vi må hellere gå tilbage!"

Da de var kommet tilbage til teltet sank Henrik udmattet sammen på sin briks. Han var ligbleg i ansigtet og rystede over hele kroppen.

"Pyh… hvis de havde opdaget os…"

"Hvem? Hvad snakker du om? Hvis hvem havde opdaget os?" Mischa forstod ikke hvad Henrik mente.

"Den mørke fyrstes folk! Tage er spion for ham."

"Hvad? Er du sikker? Jeg mener… han er et dumt svin ja! Men da jeg kæmpede mod ham virkede han ikke ond, snarere bange. Og den øverstkommanderende ville da vel have opdaget det! Ikke?" bare tanken om at det var lykkedes den forfærdelige Tage at narre den øverstkommanderende var så frygtelig at Mischa sank sammen ved siden af Henrik.

"Nej. Det er kun mig der ved det! Tages far, Jarlen, har altid støttet Den mørke fyrste! Selvfølgelig er hans søn også en af dem! Men den øverstkommanderende vil ikke høre på mig. Han siger at han ikke vil have at vi går og mistænker hinanden. Jeg er frygtelig bange for at Tage har krammet på ham." Rædslen var så tydelig i Henriks stemme at Mischa besluttede sig for at skifte emne.

"Hvad hedder han egentlig? Den øverstkommanderende altså!"

"Han siger han hedder Darret, men jeg er ikke helt sikker på om jeg tror på det!"

Endelig lykkedes det dem at falde i søvn, men Mischa sov uroligt. Hun drømte at hun gik i en stor skov og hørte nogen der stod og snakkede, hun listede sig nærmere og så en ung kvinde og to mænd. Kvinden og den ene af mændene, hvis hår var ligeså kulsort som hendes eget, stod med ryggen til så hun ikke kunne se dem, men den anden mand havde ansigtet vendt mod Mischa. Det var Darret, den øverstkommanderende.

Tiden gik, de trænede daglig og flyttede lejren når det blev nødvendigt. Mischa nød livet selvom det var hårdt, men hun glemme aldrig sin drøm eller Henriks afsløring af at Tage var spion. En dag da de trætte og udmattede kom gående opdagede en af spejderne en stor flod ikke langt derfra. Alle fik fornyede kræfter ved tanken om en forfriskende dukkert.

Da de var kommet frem smed alle deres brynjer og våben, men beholdt tøjet på.

"For det trænger jo også til at blive vasket!" Som en af drengene leende sagde.

Så kastede de sig glædestrålende ud i vandet. Mischa tog en dyb indånding og dykkede ned under vandoverfladen, men da hun kom op for at få luft stod Tage få meter foran hende. Og fordi hendes kjortel var våd sad den helt tæt til hende og hun vidste hun var afsløret!

"SE DER! MICHAEL ER EN PIGE! VI ER BLEVET NARRET!" Tage gav sig til at hyle op om alt muligt med at piger ikke kunne kæmpe og bare skulle gå hjemme og passe huset.

"Det er noget vrøvl Tage. Michael her er en glimrende eksempel på at piger godt kan være dygtige krigere. Men," Darret vendte sig mod Mischa og så på hende "det virker ærlig talt lidt fjollet at kalde dig Michael når vi jo ved du er en pige!"

"Ja! Det er der noget om! Jeg hedder Mischa!" eller gjorde hun? Med et vendte synet hun havde haft da hun næsten var blevet tæsket til døde af slavefogeden tilbage. Blev der ikke sagt noget om at hendes navn slet ikke var Mischa? Nå pyt! Eftersom hun ikke havde nået at høre det sidste måtte hun vel blive ved med at hedde Mischa.

"Men… hvis du havde været ærlig havde du fortalt det fra starten af og ikke bildt os alle sammen ind at du var en dreng!" Tage var tydeligvis skuffet over at hans rival ikke blev sendt væk.

"Det gjorde jeg heller ikke! I tog det for givet at jeg var en dreng på grund af min påklædning."

Mischa gad ikke diskuterer det med Tage for hun vidste at han var godt gal på hende fordi hun var så ferm til alting.

"Så er du altså bare min søster!" Henrik så på hende og smilede. De gik sammen langs med floden, for Darret havde sagt at der skulle holdes en fest fordi en flok af dem nu var blevet rigtige krigere. Både Mischa og Henrik var blandt dem og havde besluttet sig for at se om de kunne fange en fisk i det store vandløb!

"Har du nogensinde prøvet at fiske før?" Henrik så nysgerrigt på Mischa.

"Næh… Har du? Ved du hvad? Det skal nok gå!" hun stoppede og så på Henrik. Så tog hun bæltet af og krængede brynjen over hovedet. De bar nemlig hele tiden deres brynjer, bortset fra når de sov og badede. Darret havde sagt det var den bedste måde at vænne sig til den ekstra vægt.

"Hov. Hvad laver du?" Henrik så temmelig forvirret ud så Mischa skyndte sig at forklare sin plan.

"Jeg fisker. Se nu her." Hun lod sig forsigtigt glide ned under det klare vand, et træ der var væltet så grenene lå nede i vandet fungerede som hendes skjulested. Og der kom en fin stor ørred svømmende. Mischa vidste at de ikke ville havde opdaget den oppe på bredden, men nu tog hun en fint tilspidset gren, som hun havde snittet mens hun stod og talte med Henrik, og jog den ind i siden på fisken. Så skyndte hun sig op til overfladen for at få luft.

"Wow… Sådan har jeg aldrig hørt om at man kunne fiske!" Henrik lignede en der havde fået glo suppe til middag sådan gloede han da Mischa kom op ad vandet med den skinnende ørred på spiddet i sin ene hånd.

"Jeg vidste heller ikke at det var muligt før nu!"

"Det var da heldigt at det lykkedes. Hvis du var kommet tilbage til lejren i den forfatning og fortalte at det var fordi du prøvede at fange en fisk, men ikke havde fanget noget som helst så havde Tage fået sig et billigt grin!" Henrik virkede nu også selv som om han fandt Mischas fiskeri ret underholdende, men hun så bare på ham med et smil.

"Fanden stå i Tage! Hvem gider bekymre sig om den nar? Jeg gider hvert fald ikke! Det her er vores aften!"

De kom tilbage til lejren og alle begyndte at gøre sig klar til den store fest. De lo og sang alle sammen, det vil sige, alle undtaget Tage. Mischa lagde mærke til at han stod lidt for sig selv i udkanten at kredsen, han havde atter det der mærkeligt skræmte udtryk i sine øjne som Mischa havde set da de havde kæmpet mod hinanden. Men hun nåede ikke at spekulerer mere over det for nu trådte Darret op på en stor sten og så udover flokken.

"Det er mig en stor glæde at kunne sige at der i dag er femten drenge, og en enkelt pige der træder ind i soldaternes rækker. Havde det nu været i gamle dage da vores ærede kong Eakaet stadig regerede var der blevet holdt en stor ceremoni, men disse tider tvinger os til at gøre det på en lidt anden måde. Når jeg råber jeres navn skal I komme op og modtage det eller de våben som vi mener passer bedst til jer." Darret så mærkelig trist ud da han snakkede om kong Eakaet og de gamle tider, men Mischa troede at det var før hendes tid. Længe før hendes tid. Hendes tanker blev afbrudt da hun hørte sit navn blive nævnt, hun gik op og stod foran den høje stolte Darret, nu da hun så ham tæt på for første gang lage hun mærke til at han var noget ældre end hun først havde antaget. Mindst halvtreds år.

"Mischa har strengt taget mestret alle våben hun har haft at gøre med, men eftersom det ikke er muligt at bruge alle våben på en gang har vi besluttet at hendes våben fra nu af skal være buen og det lille sværd." Nu forstod Mischa at de ikke bare fik udleveret deres våben, men at alle skulle vide hvorfor de lige var det våben de fik.

Hun stod og betragtede de andre få deres våben, og blev rigtig glad på Henriks vegne da han fik overrakt en flot langskaftet kampøkse, for hun vidste at den forsigtige dreng blev en helt anden når han stod med dette våben i hænderne.

Glade og trætte gik de i seng efter en lang nats festen, men der var ikke blevet serveret andet at drikke end vand, for som Darret sagde så var de en oprørs hær og han ville ikke havde at de blev angrebet i stangdrukken tilstand. Men det betød ikke noget for humøret på flokken.

"Hold da kæft Mischa! Jeg havde sådan håbet på at få øksen, men jeg troede ikke det kunne være sandt."

"Ærlig talt Henrik. Hvis man ikke har langt mærke til hvor god du er med det våben så er man godt blind. Men godnat." Glad vendte Mischa sig om på siden, men da hun faldt i søvn drømte hun at hun stod midt på en stor slette hvor vinden pep og hylede, hun var ikke klædt i andet end sine gamle slaver pjalter, så hun frøs forskrækkeligt. Langt borte mod nord så hun de uhyggeligste mørke skyer man kunne tænke sig. De var mørkere end det sorteste mørke og en skræmmende, unaturlig glød lyste op inde i dem. Og som om det ikke var slemt nok blev hun nu trukket hastigt hen mod dem, sorte skikkelser rendte rundt omkring hende, de greb ud efter hende, men hun kunne intet gøre for at få dem til at forsvinde. Til sin store skræk mærkede hun, at hun langsomt blev svagere. En stemme inde i hendes hoved fortsatte ubønhørligt med at hvæse:

"Vend om! Gå tilbage! Du kan ikke ændre din skæbne! DU ER EN SLAVETØS!" Det sidste rungede i Mischas hoved så hun satte sig op i sengen med et ryk! Badet i sved.

"Mischa? Hvad er der galt?" Henrik, der var vågnet, sad og så bekymret på hende.

"Ikke noget Henrik! Det var bare en drøm! Det var virkelig ikke noget!" Henrik lagde sig til at sove, men frygten for at drømmen skulle vende tilbage forhindrede Mischa i at gøre det samme så hun listede sig ud af teltet og satte sig nede ved vandløbet.

Hun sad længe i sine egne tanker og lagde slet ikke mærke til at Darret kom hen og stillede sig bag ved hende.

"Mischa, jeg ville have talt med dig om det her noget før, men jeg har haft travlt med andre gøremål. De andre snakker meget om deres familier, men du siger bare at din far er død. Ikke andet. Hvorfor? Mischa! Du behøver ikke at skjule noget for os!"

"Nej! Det ved jeg! Men jeg ved virkelig ikke hvem mine forældre var! De døde før jeg kunne nå at kende dem! Det er faktisk derfor jeg er her. For at finde ud af hvem jeg er!"

"Ja. Det er jo meget rart at vide." Darret smilede så underligt da han så på Mischa.

"Hvor længe har det egentligt været sådan her?"

"I sytten år! Dronning Telina havde besluttet at hun ville føde sit barn ved den store sø mod nord. En hel hær drog af sted sammen med dem. Ingen kom tilbage! Så kom Den mørke fyrste fra nord. Mange kæmpede mod ham! Alle døde!"

Så de onde tider havde altså kun varet i sytten år? Men Mischa havde jo hørt at der ikke var nogen af slaverne der havde oplevet friheden. Stammede hendes forældre i virkeligheden slet ikke fra nord for bjergsøen hvor slaverne boede. Måske var de krydset over søen og var udmattet begyndt at gå op langs med kløften? Hun havde jo fået af vide at det var der hun var blevet fundet.

"Gå hellere i seng med dig Mischa! Der er en lang dag foran os i morgen!" Darret så på hende på en måde så hun vidste at det ikke var et forslag, det var en ordrer. Hun gik tilbage til teltet, og faldt i en stille søvn.